Aalborg Sygehus slog to fluer med ét smæk, da de to arrangementer "Forskningens Dag" og "Forskningens Døgn" med stor succes løb af stabelen, torsdag den 19. april.
Således gik det løs fra morgenstunden, da medarbejdere og samarbejdspartnere mødtes i Medicinerhuset for at fejre Forskningens Dag - en festdag, hvor næsten alle sygehusets forskere havde valgt at støve deres deres nyeste forskning af så den kunne præsenteres i form af flotte postere eller medrivende foredrag. Til anledningen var desuden inviteret politisk kommentator og direktør for tænketanken Kraka, Peter Mogensen, som gav en knivskarp analyse af Aalborg Sygehus som universitetshospital og som tegnede et billede af det politiske landskab, som sygehuset agerer i.
Vi har samlet alle de præsenterede projekter i abstractbogen, som du finder her.
Som led i Forskningens Dag blev afholdt en posterkonkurrence. For andet år i træk var det sygeplejersker fra Kardiologisk Afdeling, som løb med førsteprisen - i år var det projektsygeplejerskerne Camilla Fragtrup Hellum og Bettina Mortensen, der vandt med deres poster "10 steps".
Kl. 17 blev dørene så åbnet for borgerne. En række af sygehusets forskergrupper havde opstillet stande, hvor man både kunne få scannet sin nethinde og sine blodkar, få testet sin smertetærskel, prøve sine kirurgiske færdigheder eller bare høre spændende foredrag om Botox til børn, sunde grønlændere og den seneste viden om mellemørebetændelse. Det var der heldigvis mange borgere, som benyttede sig af, og arrangementet var således en stor succes.
Dagens begivenheder er sammenklippet i to videoer, som du finder herunder.
Forskningens Døgn
Forskningens Dag
Publiceret 19. april 2012 af Peter Friis Jeppesen.